Modeblogs.net » Ida og de vilde heste

adieu

Daniel Bæk — Fri, 27 Aug 2010 14:05:00 +0000

Jeg tror det er på tide at lukke bloggen.
Man vil helst spise sin ostemad, mens den er god.
Jeg har altid haft blogs til forskellige epoker af mit liv, og nu er dette kapitel med hestene overstået, og jeg har mistet pusten i forsøget på at fange dem igen.
Tak for alt.

opstået fra de døde

Daniel Bæk — Wed, 04 Aug 2010 18:26:00 +0000

Psst, jeg er her stadigvæk.

Der er sket alt for mange intense og forvirrende og frustrerende ting den seneste måneds tid.

Jeg er slet ikke sikker på noget længere.

Bali og Singapore var Bali og Singapore, og mine forældre var mine småborgerlige, turistfælde-tiltrækkende forældre, og min hjerne var mit hjerte og mine følelser ude på tøjet.

Jeg afsluttede mit liv i Berlin, fik tilbudt lejlighed på Nørrebro, og fik afslag fra drømmeuddannelsen på KU.

Nu er jeg tilbage i mine forældres hus på mit gamle værelse. Jeg har forsøgt at presse min berliner-tilværelse herind med plakater, solbriller og antikviteter, men det er selvbedrag. For jeg er ikke i Berlin. Jeg er ikke i Kreuzberg, jeg er ikke på Wrangelstr., jeg er ikke i kiosken hos späti-manden som tidligere på ugen sagde: “I think you’re really wonderful”, jeg er ikke i den grønne park, jeg er ikke på cafeen med uglen og lærken.

For jeg er her.

Til gengæld sked en fugl mig i hovedet, lige da vi havde afleveret nøglerne til lejligheden. Min fremtid er reddet!

schade

Daniel Bæk — Sun, 04 Jul 2010 12:45:00 +0000

Det er søndag. De andre bader i en sø lidt udenfor Berlin. Det er 33-34 grader. Jeg er i gang med at pakke de sidste 12 måneder ned i en kuffert. Det er ikke sjovt. Faktisk det mindst sjove jeg har gjort længe.
Jeg stopper hele tiden. Denial, denial, denial. Det hele er alt for trist til at jeg kan være produktiv og praktisk tænkende. Det eneste jeg har lyst til, er at sidde her på min seng med lukkede øjne. Men tirsdag eftermiddag gælder det jo! Der går det hele ned! Jeg forsvinder ud af byen i tre uger, vender tilbage i 5 dage, for blot at tage til København igen. Det er en kærlighedsaffære uden klimaks, uden mål, uden hjerte. Berlin er i mit blod.
Jeg fortalte min späti-mand, at jeg forlader byen tirsdag. “Schade,” blev han ved med at sige. “Schade”.

200

Daniel Bæk — Thu, 01 Jul 2010 14:50:00 +0000

Jeg sagde det forbudte idag.
De spurgte, hvad jeg ville lave i dag. Hvad jeg havde lyst til. Hvad jeg havde af planer. Fortovscaféen med de blå træstole synede hen, træerne mistede deres farve, trafikken forstummede. “For at være ærlig, vil jeg helst bare have, at tiden går. Jeg har ikke lyst til noget, jeg har ingen planer. Jeg vil bare have at tiden forsvinder.” Min stemme begyndte at ryste lidt. Efter at have ligget lidt på min seng og kigget op i loftet, gik jeg ned i den lokale späti for at købe en Club Mate, hvor en tyrkisk ung mand stoppede mig, og spurgte om jeg ville være en del af et PR-bureau. De manglede nye ansigter. Filmoptagelser og photo shoots. Jeg sagde, at jeg ikke var interesseret (mens jeg tænkte på Fame, hvor Coco møder op til et photo shoot, hvor hun tvinges til at tage tøjet af, mens hun græder tavst og hendes ansigt er krøllet sammen af angst). I stedet for lavede jeg min egen fotosession. Fordi jeg har skrevet 200 indlæg og fordi at… det er rart at krølle mit ansigt sammen i narcissisme, når jeg forsøger at forsvinde ned i et tidsløst sort hul. Ja.

Hvilket minder mig om sangen: There’s no business like show business!

(eller nogle, hmf, ville måske holde sig i Fame-kategorien og synge Coco’s (Irene Cara) “Out here on my own”…)

Men tillykke til mig selv og mit indlæg nr.200. Narcissismen har nu nået nye højder! Oh boy.

røg

Daniel Bæk — Thu, 01 Jul 2010 12:25:00 +0000

Jeg har netop set Paul Austers “Smoke” fra 1995. Jeg startede egentlig på den i går aftes, men faldt i søvn efter kun en halv time. Vågnede op med et spjæt og kunne i min drømmehvilelse se nogle der var ved at kravle ind af mit vindue. Det var der selvfølgelig ikke, men helt panikangst lagde jeg mig tilbage i min seng, og fantaserede om, at der var nogle på mit værelse – nogle der stod i de mørke skygger og betragtede mig.

Filmen var dog virkelig god. Et typisk Paul Auster-Brooklyn-univers med en deprimeret, storrygende forfatter i livskrise, samt karakterer drevet af ulykke, hemmeligheder og pengeproblemer. Jeg kan ikke overskue at analysere den lige nu, selvom der er en masse at tage fat på. Dét jeg egentlig vil bemærke er, at Paul Auster konstant synes at kaste referencer mod mig og mit liv. Det kan nogen gange give mig gåsehud. Tilfældighedernes sammentræf, du ved. Eller også er jeg bare paranoid og så stor beundrer af Auster at jeg selv skaber sammentræffene.
Men lad os prøve at liste det op alligevel:

- I bogen “Usynlig” fra 2009 er der en lang passage, hvor hovedpersonen og dennes søster er i biografen og ser Dreyers “Ordet”. En film jeg selv så kort forinden jeg startede med bogen, – en film som rørte mig dybt og voldsomt – på samme led som den rør’ bogens HP.

- I samme bog viser det sig at HP’s afdøde lillebror har fødselsdag samme dag som mig. HP mødes hvert år på denne dag med sin søster, hvor de holder hans fødselsdag og værner om hans minde.

- I The New York Trilogy – “Ghosts” spionerer HP en mand, som læser Henry David Thoreau’s “Walden” fra 1854. Samme dag jeg færdiglæser historien “Ghosts” ser jeg et afsnit af Frasier, hvor Frasier gerne vil læse Walden sammen med hans søn, Freddie.

- Jeg sad på en lokal café for et par uger siden, hvor de spillede et Tom Waits-album jeg ikke kendte. Jeg noterede mig teksten fra en af sangene, googlede lyrikken og fandt ud af, at det var “Frank’s Wild Years” som jeg også havde i mit iTunes, som jeg dog aldrig havde lyttet til. Men siden jeg fandt ud af det, har jeg lyttet albummet igennem ca. 1-2 gange hver dag. En form for hypnotisk tilstand. Og så ser jeg denne film, “Smoke”, hvis manuskript er skrevet af Paul Auster himself. Den rører mig dybt i dens stille slutning, og pludselig lyder musikken fra Tom Waits’ “Innocent When You Dream (78)” fra.. dam-dam-dam-dam.. Frank’s Wild Years.

.. det er da en smule mærkeligt, er det ikke?

Daniel Bæk — Wed, 30 Jun 2010 21:14:00 +0000

SÅ VAR DET AFTEN OG SLET IKKE SÅ FORFÆRDELIGT VARMT I VINDUESKARMEN, SOM JEG ELLERS HAVDE FORESTILLET MIG

lunch lounch

Daniel Bæk — Wed, 30 Jun 2010 15:55:00 +0000

Jeg har netop lært at lave de der gif-animationer, så nu slipper du ikke for dem.

Denne animation kalder jeg:

DA IDA SPISTE FROKOST EFTER HENDES LANGE MIDDAGSLUR

singapore

Daniel Bæk — Wed, 30 Jun 2010 08:27:00 +0000

Fik jeg forresten fortalt, at jeg rejserl til Singapore og Bali i næste uge?

Ting jeg glæder mig til i Singapore:

1) Jeg får lov til at fyre Singapore-joken af. “So you are from Singapore? I knew that because you SING really POOR.” Hahahahahaha.

2) Jeg kan uden skam synge Tom Waits’ “Singapore” 24/7.

3) Jeg kan købe mig en flot silkedragt, så jeg ligner en stewardesse fra Singapore Airlines.

Alt i alt bliver det bare dødspændende!!

svitset

Daniel Bæk — Mon, 28 Jun 2010 14:52:00 +0000

Det er åbenbart ikke kun min hjerne der er helt afsveden. Byen lugter brændt. Jeg er på prærien. En kaktus! En ulv! En indianer! Nej. Det er jo Görlitzer Park! Udbrændte Görli! Dens skønhed flammet bort til fordel for skarpe græsstrå, forskræmte dyr og lumske hash-dealere.

I det mindste kom jeg ud i dag omkring klokken 10. Spiste morgenmad på en fortovscafé og drak stærk kaffe.

Noget siger mig, at jeg har læst for meget Paul Auster. Jeg tog mig selv at opsøge et fransk konditori hvis chefkok jeg har haft et noget anderledes møde med (.. hvilket ikke behøver flere detaljer). Konditoriet var dog lukket, men jeg følte mig lidt som en af detektiverne fra New York-triologien. Den håbløse jagt efter noget der ikke eksisterer. Besættelsen og adrenalinet.

Jeg ved heller ikke hvad der ramte mig, da mine øjne blev fyldt med tårer, da jeg så den handicappede mand (billede nr.2) sidde med ansigtet mod solen. Der var noget skrøbeligt og sårbart over det.

(Hvornår er det OK at gå i seng og sove?)

casa del kreuzberg

Daniel Bæk — Mon, 28 Jun 2010 06:45:00 +0000

Mit liv er gået i stå.
Jeg bor på et hotel, Casa del Kreuzberg; en hyggelig hvidmalet celle i skønne omgivelser. Jeg vågner hver morgen til blå himmel og solen der bryder igennem mine uhyggeligt beskidte vinduer. Da jeg ikke har noget jeg skal nå, bruger jeg gerne et par timer på at stå op. Jeg stirrer ud i luften, jeg ryger en cigaret, jeg kigger på mig selv i spejlet. OK – klokken er endelig 12-13 stykker, jeg tager tøj på, laver måske en lille omelet ude i køkkenet, som jeg spiser mens jeg ser endnu et afsnit af Frasier på computeren.
Jeg går forbi kiosken, “hallo!” brøler jeg til den høflige mand bag disken, mens jeg betaler for den iskolde Club Mate. Ovre i Görlitzer Park har jeg svært ved at koncentrere mig om min bog, som jeg har været igang med i snart fjorten dage. Den er egentlig ret spændende, men mit blik bliver konstant fanget af hotellets andre gæster.
Klokken nærmer sig de 16-17 stykker. Jeg mødes med et par venner, dem jeg også så i går og dagen før det og før det og før det, og vi ser eftermiddagens fodboldkamp sammen, mens vi drikker et par øl. Eller også har vi siddet på den lokale café et par timer og drukket cappuccino eller økologisk ginger ale. Så er det efterhånden tid til min eftermiddagslur. Jeg svøber mig ind i uldtæppe og savl, gemmer mig for den kraftige sol. Måske mødes jeg med de andre igen, drikker et par øl, danser lidt i hotellets reception – måske ser jeg bare noget mere Frasier, mens jeg ryger flere cigaretter og spiser lidt knækbrød med ost på. Bare fordi jeg kan.
Lidt over tolv falder jeg i søvn igen.
Solen står op, og pludselig indser jeg, at der er gået 1 måned med dette liv.
(Mine drømme cirkulerer om gamle flammer og voldsomme fester, om uddannelsessucces og kidnapninger. Men sandheden er jo, at jeg er død. Eller har forvandlet mig selv til en moderne Tornerose)